Hvis man forbrændte kalorier af at blogge, så ville jeg cirka veje 110 kilo, så meget som jeg har forsømt bloggen. Det er lidt ligesom at forråde sin dagbog, og det er virkelig ikke meningen at dræbe sit frirum på den måde. Derfor har jeg nu plantet mig foran brændeovnen med en tekop ved min side med cirka samme volume som rundetårn. Ja, okay, og en plade lidt-mere-umm-i-livet med Daim. Så fik vi det på plads. Det er jo kun den 20. december én gang om året, som man jo hvisker lidt om i krogene.
Undskyld mig, men hvor fanden blev år 2011 egentlig af? Ja, tillad mig at være uopmærksom, men jeg synes bare, at det år har varet i sammenlagt tre minutter, plus-minus og pyntegran. Plejer tiden at gå så hurtigt? For så må jeg da have misforstået et eller andet, mens jeg nullede rundt i min egen, lydtætte bobbel. Alene det giver bare folk et hint om, at jeg bruger for meget af min tid i mit eget univers. Men hvis en eller anden arrogant japaner skal kontrollere, hvor hurtigt tiden skal gå, så vil jeg da meget hellere leve resten af mit liv i Katrinopia. Don’t hate, ingen ved om det land faktisk findes, nå.
Jeg hader ikke japanere. Det gør jeg ikke. Jeg synes måske bare, at de skal skrue en anelse ned for attituden og lade være med at overtage hele verden. Det kan jeg da slet ikke forholde mig til. Kan i hvert fald ikke se nogen grund til ikke at tro på, at de kunne få verdensherredømmet. Overvej lige, hvis de pusser deres sindssyge kamp-robotter på os. Dearest Lord, så kan vi sgu godt pakke økser og pelsveste væk herhjemme i Danmark. Ja, farvel til os og gule ærter. Ikke at moste, affarvede rædsler nogensinde vil blive savnet på nogen måde. De kan for min skyld godt bare forsvinde helt ud af verden. Puf.
Hvad jeg kan konkludere ud fra dette er, at jeg helt klart er lidt mistænksom, når det kommer til mennesker fra øst-Asien. Men jeg blev vel også tabt et par gange eller tredive som lille.
